Kundeløfte
På godt engelsk taler vi ofte om et Value Proposition: Hvad skaber din virksomhed af værdi for dens kunder, som er unikt og ikke nemt at kopiere? I danske virksomheder er dette et svært begreb at bruge.
Derfor bruger vi begrebet Kundeløfte - hvad er det vi lover kunderne at kæmpe for, som er værdiskabende, unikt og ikke nemt at kopiere?
For at sikre at det ikke ender i en omgang gode intentioner og flotte ord uden så meget indhold, så skal kundeløftet bakkes op af typisk tre stærke værdiskabende grundpiller. Det kalder vi for virksomhedens Value Circle (undskyld det engelske, men "Værdi-circlen" lyder som om, vi arbejder med værdier og ikke med, hvad der skaber værdi for kunderne). Hver del af Value Circle er igen understøttet af fakta eller Proof Points. Der skal med andre ord være substans bag.
Når vi opbygger det på den måde, er det lettere at teste for soliditet, ligesom det sidenhen bliver meget enklere at implementere, fordi der er arbejdet med det i dybden.
